Fifa-anklaget nægter sig skyldig i korruption
Costaricaneren Eduardo Li nægter, at han har været involveret i korruption, men han forbliver tilbageholdt.
En af de anholdte i Fifa-skandalen har i retten bedyret sin uskyld.
En af de anholdte i Fifa-skandalen har i retten bedyret sin uskyld. Foto: Michael Probst/AP


Den tidligere præsident for Costa Ricas fodboldforbund, Eduardo Li, har i rettet i Brooklyn erklæret sig uskyldig i anklagerne om korruption.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Li er blandt de anholdte i den verserende skandale i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), og han var blandt de syv anholdte i Schweiz tilbage i maj under et Fifa-topmøde.

Den amerikanske anklager anmodede om at få Eduardo Li udleveret til retsforfølgelse tilbage i maj, hvilket han kæmpede imod, men tidligere i december indvilgede han i at lade sig udlevere til USA.

Den tidligere fodboldpræsident er mistænkt for at have bedt om og modtaget flere hundredetusinde dollar i bestikkelse fra sportsmarketingfirmaer for at sende rettigheder til VM-kvalifikationskampe på bestemte hænder.

Det nægter han sig altså skyldig i, men han forbliver tilbageholdt i USA.

Samarbejdet mellem den schweiziske og amerikanske anklager i Fifa-sagen har indtil videre ført til anklager mod 41 personer rundt om i verden for involvering i omfattende korruption.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.