Fifa anklages for bestikkelse før VM i Sydafrika
Minister beskylder Fifa-spidser for at modtage bestikkelse i forbindelse med tildelingen af VM i Sydafrika.


Korrupte ansvarlige hos det internationale fodboldforbund, Fifa, tog muligvis imod bestikkelse under processen med at finde værten for VM i 2010.

Sådan lyder mistanken fra USA's justitsminister, Loretta Lynch, onsdag. Det endte med at blive Sydafrika, som blev vært, og bestikkelsen fandt sted omkring 2004, lyder anklagerne.

- Omkring 2004 begyndte buddene for at afholde VM i 2010, som i sidste ende blev tildelt Sydafrika. Det var første gang, at turneringen skulle afvikles på det afrikanske kontinent.

- Men selv ved sådan en historisk begivenhed, korrumperede Fifa-ansvarlige og andre processen ved at bruge bestikkelse til at påvirke, hvem der skulle være vært, siger Lynch.

Ministeren ville ikke kommentere, om de kommende VM-slutrunder i Rusland (2018) og Qatar (2022) også er under mistanke for korruption og bestikkelse.

Lynch ville heller ikke tage stilling til, hvorvidt hun synes, at slutrunderne skal afholdes i de valgte lande.

Hun fastslog dog, at schweiziske myndigheder er i gang med separate undersøgelser af de to slutrunder, som også omhandler, hvordan værtsskaberne blev tildelt.

Det sydafrikanske fodboldforbund, Safa, har via kommunikationschef Dominic Chimhavi afvist anklagerne.

- Vi er skuffede over anklagerne. De er grundløse og ikke testet, og vi efterlyser beviser fra enhver, som har dokumentation for påstandene, siger Dominic Chimhavi.

Tidligere onsdag har politi anholdt adskillige Fifa-medlemmer, heraf to vicepræsidenter, på et hotel i Zürich.

De er alle blevet suspenderet fra alle fodboldrelaterede aktiviteter af Fifa, mens undersøgelserne er i gang. Det drejer sig om i alt 11 Fifa-medlemmer.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.