Fifa-anholdt forlader fængsel i ambulance
Den korruptionssigtede Jack Warner meldte onsdag sig selv til politiet i sit hjemland.
Jack Warner er under mistanke for at have modtaget bestikkelse i sin tid som vicepræsident for Fifa. Arkivfoto.
Jack Warner er under mistanke for at have modtaget bestikkelse i sin tid som vicepræsident for Fifa. Arkivfoto. Foto: Shirley Bahadur/AP


Den korruptionssigtede tidligere vicepræsident for Fifa Jack Warner er blevet bragt væk i en ambulance fra et fængsel i Trinidad og Tobago.

Det oplyser lokale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters. Der er ingen oplysninger om Warners tilstand ud over, at han ifølge en journalist fra nyhedsbureauet AP skulle være "udmattet".

Han meldte onsdag sig selv til politiet i den caribiske østat.

Jack Warner er blandt de i alt 14 personer, som anklages for at spille en rolle i korruption i Fifa, som menes at have stået på i en periode på 24 år.

De ni personer er enten nuværende eller tidligere Fifa-folk, mens de øvrige fem personer er forretningsfolk uden for Fifa-organisationen.

Jack Warner er også blandt de 11 personer, som Fifa onsdag valgte at suspendere fra al arbejde i fodboldverdenen.

Ifølge de amerikanske anklager har den 72-årige Jack Warner modtaget bestikkelse i forbindelse med VM-slutrunderne i 1998 og 2010 i henholdsvis Frankrig og Sydafrika.

Jack Warner forlod Fifa i 2011, da han blev suspenderet af organisationens etiske komité, som dengang undersøgte korruption. Han stod tidligere i spidsen for det nord- og mellemamerikanske fodboldforbund, Concacaf.

I et indlæg på Facebook afviste Jack Warner onsdag beskyldningerne.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.