Fifa afviser Platinis appel omkring suspendering
De 90 dages suspendering af Uefa-præsident Michel Platini bliver fastholdt. Han har fået sin appel afvist.
Michel Platini er fortsat suspenderet af Fifa, hvis appelinstans har fastholdt de 90 dages suspendering trods en appel fra den franske Uefa-præsident.
Michel Platini er fortsat suspenderet af Fifa, hvis appelinstans har fastholdt de 90 dages suspendering trods en appel fra den franske Uefa-præsident. Foto: Sang Tan/AP


Michel Platinis drømme om at skifte jobbet som præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ud med præsidentposten i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) led mandag et knæk.

På dagen hvor fristen for at stille op til Fifa-præsidentvalget udløber, har Platini fået afvist sin appel i sagen, hvor han sammen med Fifa-præsident Sepp Blatter er blevet suspenderet i 90 dage, mens en mistænkelig pengeoverførsel mellem de to undersøges.

Det skriver AFP.

Det er Fifas etiske komité, som har suspenderet Platini, og hans appel til Fifas appelinstans har ikke hjulpet.

Tidligere har franskmanden givet udtryk for, at han agter at tage sagen helt til Den Internationale Sportsdomstol (CAS), men det vides endnu ikke, om han vælger at gøre det.

Dog er hans advokater fortsat fortrøstningsfulde.

- Vi er overbeviste om, at appellerne med tiden vil vise hans (Michel Platinis, red.) integritet og genindføre hans rettigheder, siger advokaterne til AFP.

Sagen handler om, at Blatter i 2011 overførte to millioner schweizerfranc til Michel Platini, angiveligt for et stykke arbejde Platini udførte for Fifa lige før og efter årtusindskiftet ifølge de to suspenderede topbosser.

Fifa er dog ikke helt overbevist om deres forklaring, og forbundet er i gang med en undersøgelse af den påståede aftale omkring arbejdet.

Sepp Blatter har allerede meddelt sin afgang som præsident ved et ekstraordinært valgt 26. februar næste år som følge af de omfattende skandaler i det forbund, han har regeret siden 1998.

Michel Platini håber på at overtage Blatters job og var længe udset som klar favorit, indtil han blev involveret i sagen omkring den mistænkelige pengeoverførsel.

Ud over de 90 dages suspendering kan Fifa vælge at forlænge suspenderingen med 45 dage efterfølgende, og sker det, vil den først udløbe få dage før valget i februar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.