Fifa afviser at lade Blatter vidne ved høring i USA
Det er ikke lykkedes en amerikansk senator at få Sepp Blatter til USA til en høring om Fifa-skandalen.
Sepp Blatter gider ikke rejse til USA og svare på kritiske spørgsmål.
Sepp Blatter gider ikke rejse til USA og svare på kritiske spørgsmål. Foto: Tsafrir Abayov/AP


Fifa har takket pænt nej tak til, at Sepp Blatter skulle rejse til USA og forhøres i sagen om mulig korruption i det internationale fodboldforbund Fifa.

79-årige Blatter, som har meddelt, at han træder af som Fifa-præsident, var inviteret til en høring onsdag i det amerikanske senat af den republikanske senator Jerry Morans.

- Senator Jerry Morans stab kom med en anmodning til Fifa om at lade Blatter vidne, men organisationen afslog anmodningen, siger Garrette Turner, en talsperson for den republikanske senator.

Blatter sagde for nylig i et interview med den tyske avis Welt am Sonntag, at han "ikke har tænkt sig at tage en risiko ved at rejse nogen steder hen, før alt er blevet opklaret".

Morans er formand for en komité, der arbejder med beskyttelse af forbrugere. Komitéen vil gerne vide, hvad Blatter og andre fodboldledere ved om korruption inden for fodboldens verden.

Præsidenten for det amerikanske fodboldforbund (USSF), Sunil Gulati, som er medlem af Fifas eksekutivkomité, har ligesom Blatter takket nej til at deltage i høringen. I stedet deltager USSF-direktøren Dan Flynn.

Ud over Flynn deltager privatdetektiven Michael Hershman, som har været ansat i Fifas uafhængige komité fra 2011 til 2013 for at undersøge svindel, i høringen.

Også Sunjeev Bery fra Amnesty International samt den britiske journalist Andrew Jennings, som har ført an i at afsløre korruption i Fifa, deltager i høringen.

Ved høringen vil man desuden forsøge at finde ud af, hvilken rolle og ansvar sponsorerne har haft og bør have i sporten.

Amerikanske myndigheder anholdt i slutningen af maj en række højtstående Fifa-medlemmer for bedrageri i forbindelse med uddelingen af diverse VM-værtskaber.

Blatter skal efter planen møde den samlede verdenspresse for første gang, efter han sagde op, på mandag.

Det sker efter et møde i eksekutivkomiteen i Fifa, hvor man skal blive enige om datoen for en ekstraordinær kongres, hvor der skal vælges en ny præsident.

På samme møde vil mulige strukturelle ændringer i Fifa blive diskuteret.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.