Fie Udby fortsætter karrieren efter OL-skuffelse
Efter at have sundet sig over niendepladsen ved OL har 31-årige Fie Udby besluttet at fortsætte med at ro.
Fie Udby Erichsen var skuffet efter semifinalen ved OL, hvor en tabt åre kostede hende finalepladsen.
Fie Udby Erichsen var skuffet efter semifinalen ved OL, hvor en tabt åre kostede hende finalepladsen. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters


Knap to måneder efter en skuffende niendeplads ved OL i Rio for det danske medaljehåb Fie Udby Erichsen har hun besluttet, at hun vil fortsætte med at ro på eliteniveau.

I første omgang fortsætter den 31-årige roer yderligere et år, selv om drømmene også går på OL i Tokyo om fire år. Det siger hun til TV 2 Sport.

- Min beslutning er blevet, at jeg som minimum tager et år mere, men har en vision om, at jeg står i Tokyo og skal kæmpe om den guldmedalje, som jeg lidt føler, jeg er blevet snydt for den her gang, siger hun.

Sportschefen i Dansk Forening for Rosport, Lars Christensen, er glad for, at Fie Udby vil forsøge at tilføje yderligere OL-metal til samlingen, som tæller en sølvmedalje fra legene i London i 2012.

- Hun havde god fart i båden til Rio, og det tror jeg også, hun vil have i Tokyo, hvis hun formår at få det hele til at hænge sammen med familieliv og træning.

- Hvis det lykkedes, så er jeg sikker på, at hun er en medaljekandidat, når vi når Tokyo, han til TV 2 Sport.

Det var en stor fejl i semifinalen, som kostede Fie Udby en plads i OL-finalen i august.

Hun tabte den ene åre, da den røg ud af en såkaldt svirvel, hvor hver åre sidder fastspændt med skruer i båden. Det blev fatalt.

- Det er 20 års arbejde, der går i stykker og bliver tabt på jorden på grund af en rookie-fejl. Det er ikke noget, der skal ske for en rutineret roer som mig.

- Det her er fuldstændig hjerteskærende, at det kan ske. Det er røværgerligt og frustrerende, sagde en meget rørt Fie Udby til Ritzau efter skuffelsen i Rio.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.