Fiasko for modebranchens nye sundhedstjek: Mange modeller på podiet uden
Mange modeller får ikke det sundhedstjek, som modebranchen ellers har skrevet under på, at de skal have.
Det er kun modeller bosat i Københavns Kommune, der kan få et sundhedstjek.
Det er kun modeller bosat i Københavns Kommune, der kan få et sundhedstjek. Foto: Scanpix


Når 21-årige Amanda Hermansen fortæller folk, at hun er model, bliver hun ofte spurgt: "Er der ikke mange, der har anoreksi?"

Modebranchen er løbende blevet kritiseret for at forfølge et for tyndt kropsideal, skriver Politiken. Senest kom magasinet Cover i februar under hård kritik for en billedserie med en model, der så ekstraordinært tynd ud. Siden har mere end 350 modevirksomheder underskrevet et opstrammet regelsæt, der skal sikre modellernes sundhed og arbejdsvilkår. Blandt andet gennem et årligt sundhedstjek foretaget af fagpersoner med fokus på spiseforstyrrelser.

Men branchen har ikke magtet at udbrede ordningen, som kun lever på nåde af Københavns Kommune, der har tilbudt 100 modeller - der bor i kommunen - et gratis sundhedstjek.

Amanda Hermansen, der bor i Rødovre, er derfor ligesom mindst 72 andre modeller blevet afvist, og det ærgrer hende, fordi hun ikke er syg, og synes, at tjekket er en god ide.

"Med den debat, der har været, så vil det faktisk være helt rart med dokumentation for, at man ikke er syg, bare fordi man er model", siger hun, der bor i Rødovre, til Politiken.

55 modeller er ifølge branchenetværket Danish Fashion Institute enten blevet tjekket eller har aftale om et tjek. Ingen af dem har ifølge organisationen haft brug for behandling for spiseforstyrrelser.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.