Festival i Malmø skærper sikkerhed efter sexkrænkelser
Flere vagter og belysning på mørke steder skal holde sexkrænkere væk fra den kommende musikfestival i Malmø.
Arkivfoto. Svensk musikfestival skærper sikkerheden efter historier om sexkrænkelser.
Arkivfoto. Svensk musikfestival skærper sikkerheden efter historier om sexkrænkelser. Foto: Gregers Tycho/Polfoto


Voldtægter under koncerter, befamlinger og piger, der får flået tøjet af.

I løbet af juni og juli har svenske medier bugnet af historier om sexkrænkelser på festivaler, og det får nu den svenske Malmøfestivalen til at varsle sikkerhedsstramninger.

Festivalen afholdes fra 12.-19. august, og når festivaldeltagerne snart tropper op til koncerterne, vil de møde særskilte tiltag for at skabe mere tryghed.

Blandt dem er specialuddannet personale i håndtering af seksuelle krænkelser, flere sikkerhedsvagter på øde steder og mere belysning.

De ekstra sikkerhedstiltag kommer efter flere historier om sexkrænkelser på dette års svenske festivaler.

Blandt andet modtog svensk politi ifølge svt.se 35 anmeldelser om sexkrænkelser på gratisfestivalen Putte i Parken i Karlstad, som henvender sig til helt unge musikelskere.

Også på festivalerne Bråvalla i Norrköping, Musik in the Dark i Karlstad og Peace and Love i Borlänge er der løbet anmeldelser om sexkrænkelser ind.

Ifølge Malmøfestivalen er publikum her generelt trygge ved at færdes på festivalen. Hele 90 procent har i en trivselsundersøgelse svaret, at de føler sig trygge.

Men alligevel frygter man, at der kan være et mørketal.

- Ser man på de seneste års politianmeldelser handler få om seksuelle overgreb. Hvorfor det ser sådan ud, vil vi ikke spekulere i, men med tanke på den seneste tids rapporter fra andre festivaler findes der sikkert et mørketal, lyder det.

I juli udkom svensk politi med en rapport om anmeldelser af seksuelle krænkelser og voldtægter fra 2011 til 2016. Dem var der omkring 10.000 af.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.