Ferrari forlænger kontrakt med finsk eksverdensmester
Ferrari har forlænget kontrakten med den finske Formel 1-kører Kimi Räikkönen, så den også gælder næste sæson.
Kimi Räikkönen har fået et år mere i den røde Ferrari-trøje.
Kimi Räikkönen har fået et år mere i den røde Ferrari-trøje. Foto: Jan Sommer/Polfoto


Den tidligere verdensmester Kimi Räikkönen får endnu et år i sædet hos Formel 1-holdet Ferrari. Dermed skal Räikkönen også køre for Ferrari i 2017. Det bekræftede holdet fredag.

- Vores kørere i 2017-sæsonen vil stadig bestå af den finske kører og Sebastian Vettel, oplyser Ferrari.

36-årige Räikkönen, som vandt VM-titlen med Ferrari i 2007, har i øjeblikket lige så mange point som holdkammeraten Vettel inden søndagens britiske Formel 1-grandprix. De har begge 96 point.

Ferrari-kørerne halter dog efter Mercedes-kørerne Nico Rosberg og Lewis Hamilton. Rosberg fører den samlede stilling foran Hamilton.

Der var tvivl om, hvorvidt Räikkönen havde gjort nok for at få en ny aftale med Ferrari.

Men ledelsen vendte tommelfingeren opad og gav finnen sit fjerde år i træk hos teamet. I alt vil Räikkönen nå op på at køre for Ferrari i syv sæsoner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.