Fernando Alonso på hospitalet efter ulykke
Fernando Alonso fra McLaren er kørt galt i en testkørsel og er fragtet til hospitalet, hvor han meldes ok.
Fernando Alonso i sin McLaren-racer på banen i Barcelona. Søndag kørte han galt i en testkørsel og blev efterfølgende fragtet til hospitalet. Ifølge meldinger er han ok og ved bevidsthed.
Fernando Alonso i sin McLaren-racer på banen i Barcelona. Søndag kørte han galt i en testkørsel og blev efterfølgende fragtet til hospitalet. Ifølge meldinger er han ok og ved bevidsthed. Foto: Manu Fernandez/AP


Søndagens testkørsler i Barcelona udviklede sig dramatisk, da Formel 1-køreren Fernando Alonso fra McLaren-teamet kørte galt i en testkørsel og efterfølgende blev fragtet til hospitalet.

McLaren skriver i en pressemeddelelse, at Alonso straks blev kørt til banens lægecenter.

- Han var ved bevidsthed og talte med lægerne, lyder det fra teamet, som tilføjer, at spanieren for sikkerheds skyld er blevet fløjet til hospitalet for at blive yderligere undersøgt.

McLaren vil komme med flere oplysninger senere, står der i pressemeddelelsen.

Alonso havde gennemført 20 omgange, da han kørte ind i en væg i høj fart. Efterfølgende blev testkørslen afbrudt før tid.

McLaren havde gennem hele dagen haft problemer med at få motoren til at fungere, da uheldet skete.

Alonso overtog sædet hos McLaren efter danske Kevin Magnussen, der kørte 2014-sæsonen.

Nu kan Magnussen, der i år er teamets reservekører, måske se frem til at køre starten af 2015-sæsonen, hvis Alonso ikke er klar til at køre.

Det første grandprix i 2015 køres i Melbourne 15. marts.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.