Feriefreden sænker sig over de sociale medier
Danskerne er sammen med hollænderne det folkefærd, der har mindst travlt på de sociale medier i ferien.
Danskerne sammen med hollænderne det folk i Europa, der er mindst aktive på de sociale medier i ferietiden.
Danskerne sammen med hollænderne det folk i Europa, der er mindst aktive på de sociale medier i ferietiden. Foto: Colourbox


Minderne om varme dage på stranden og fortryllende madretter kan vente med at blive delt, til ferien er slut.

Over halvdelen af danskerne foretrækker at glæde sig over feriens oplevelser med sig selv eller de nærmeste, mens de digitale venner på Facebook og andre sociale medier må undvære.

En undersøgelse fra rejsesøgemaskinen momondo.dk viser, at 55 procent ikke lægger billeder op, når de er på ferie.

Dermed er danskerne sammen med hollænderne det folk i Europa, der er mindst aktive på de sociale medier i ferietiden.

faktaboks

Danskerne holder sig tilbage med at lægge feriebilleder ud på de sociale medier. Sammen med hollænderne er vi det folkefærd i Europa, der er mindst ivrige.

 

  • Tre ud af fire danskere har en smartphone.
  • 55 procent lægger ikke fotos, videoer med mere op på de sociale medier, når de er på ferie.
  • Sammen med hollænderne, hvor 56 procent ikke laver opdateringer, er danskerne dermed det folkefærd i Europa, der er mindst aktive på de sociale medier i ferien.
  • I Italien svarer 34 procent, at de ikke opdaterer, når de er på ferie, i Portugal er det 35 procent, og i Sverige 38 procent.
  • Analysen er foretaget i 15 lande i perioden den 12. til den 25. januar 2015. Deltagerne har svaret online på en række spørgsmål om deres rejsevaner, herunder de digitale.
  • Der er indsamlet 1020 interviews blandt danskere i alderen 18-65 år.

 

Kilde: momondo. dk

 

UDVID

Undersøgelsen, der er foretaget i 15 lande, viser desuden, at fire ud af ti danskere bevidst har prøvet at tage en pause fra de sociale medier i ferien. En såkaldt digital detox, hvor de alene eller i fællesskab med familien beslutter at give sig selv en pause.

En tendens, der vil vokse de kommende år, vurderer Kirsten Poulsen, direktør og trendforsker i firmaet Firstmove.

Hun forklarer, at et spirende oprør mod konstant at være til stede breder sig fra en lille skare, de såkaldte firstmovere, til en større del af befolkningen.

Nogle går så langt, at de dropper smartphonen og vender tilbage til en gammel model uden netadgang.

- For nogle år siden var det værdifuldt at være online. Det gjaldt om at være "på" og vise omverdenen "her er jeg".

- I dag går det den anden vej med en voksende opmærksomhed på at dyrke roen og nærværet, siger Kirsten Poulsen til Ritzau.

Hun peger desuden på, at det digitale fravær er udtryk for, at flere får øjnene op for, at tiden skal bruges meningsfyldt.

- Mens der tidligere var prestige i at vise "her ligger jeg i poolen", har der sneget sig en refleksion ind. Vi begynder at spørge os selv, om det er værd at bruge tid på at lægge billedet op, og om det overhovedet interesserer andre mennesker, siger hun.

Fraværet af feriefotos kan ifølge momondo.dk dog også have mere praktiske forklaringer. For eksempel høje roamingtakster.

- Og så er sommeren højsæson for indbrud. Der er ingen grund til at fortælle hele verden, at huset står tomt, og det er jo dybest set det, man gør, hvis man lægger billeder op fra en sandstrand i Sydfrankrig, siger presseansvarlig Lasse Skole Hansen.

I alt 1020 danskere i alderen fra 18 til 65 år har deltaget i undersøgelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.