Det skulle være så sundt at koble fra i sin ferie, gå lange ture, spille brætspil med ungerne, grille pølser på terrassen og bare kigge ud i luften.
Alligevel kan vi ikke undvære lyden af mails, der tikker ind, Facebook-opdateringer og streaming-tjenesternes enorme udbud af film.
Sådan lyder det fra Sol og Strand, der med 5300 sommerhuse er én af Danmarks største sommerhusformidlere.
- Sommerhuslejerne vil selvfølgelig fortsat have en god beliggenhed og nogle gode fysiske forhold, men vi kan i år se en kraftig stigning i efterspørgslen efter internet. Sommerhuse, der før var attraktive, fravælges, hvis ikke internet er en del af pakken, siger direktør Kaj Frederiksen.
Han understreger, at sommerhuse med hurtigt internet i gennemsnit udlejes to uger mere om året end sommerhuse uden internet.
For direktør for Institut for Fremtidsforskning, Claus Kjeldsen, er det en selvfølge, at turister også vil være online i deres ferie.
- Vi vil gerne vide, hvad vores omgangskreds laver. Vi vil gerne følge med i nyhederne og tjekke arbejdsmails, så der ikke ligger 100 uåbnede mails, når vi kommer hjem. I en digital verden er det helt grundlæggende at være 'connected', at være online. Så kan vi godt leve med, at der ikke er sauna eller solarium, siger han.
I dag har 60 procent af alle danske sommerhuse internetadgang, og Kaj Frederiksen fra Sol og Strand opfordrer de resterende udlejere til at følge trop. Det er dog ikke nok bare at have et sløv forbindelse. Det skal være en firesporet motorvej ud i cyperspace.
- Turisterne efterspørger forbindelser, der er kraftige nok til, at alle familiens enheder kan være online, og hastigheden skal være hurtig nok til streaming, så familien kan se gode film om aftenen. Gæsterne forventer simpelthen at have de samme digitale muligheder i sommerhuset som hjemme, siger Kaj Frederiksen.
Feriehusudlejernes Brancheforening bekræfter tendensen. Udover manglende internet trækker det også ned, hvis sommerhuset ligger i et område uden mobildækning.
- Folk bryder sig ikke om, at mobilen ikke er online. hverken inden for eller uden for huset, siger direktør Carlo Villaro Lassen.
2015 tegner til at blive det bedste år nogensinde for udlejning af sommerhuse i Danmark, godt hjulpet på vej af de seneste års solrige somre.
Newspaq.