De fleste danskere bruger efterhånden de populære emojis, når der skrives sms'er til venner og familie.
Men de små sjove symboler og smileys kan blive en dyr fornøjelse, hvis du sender dem fra udlandet.
Det måtte en dansk kvinde sande, da hun blev opkrævet betaling for 430 sms'er fra en ferie i Vietnam, selvom hun mente kun at have sendt omkring 20 sms'er under opholdet.
1.000 kroner for sms'er
Men hvad kvinden ikke var klar over, var, at brugen af emojis har en afgørende betydning for størrelsen på telefonregningen.
Et enkelt emoji-symbol kan nemlig fylde mange tegn og dermed mange sms'er. Kvinden endte med en telefonregning på omkring 1.600 kroner, hvoraf 1.000 kroner var for sms'er alene.
Det skriver Forbrugerstyrelsen på hjemmesiden Forbrug.dk.
En sms-besked fylder 160 tegn. Overskrider man de 160, opdeles beskeden automatisk i flere sms'er. Derfor er en det en god idé at undgå at bruge for mange af de sjove symboler, når der sms'es hjem fra udlandet, hvor taksterne er højere.
Tabte sag
Den forurettede kvinde tog sagen til Teleankenævnet, men tabte.
Teleselskabet kunne dokumentere, at sms'erne var sendt fra kvindens sim-kort. Selvom kvinden mente, at hun ikke var blevet informeret om, hvad det koster at bruge emojis i sms'er, fik teleselskabet medhold, da de ikke har indflydelse på, hvor meget emijo-symbolerne fylder.