Fenerbahce bekræfter forhandlinger med Simon Kjær
Den tyrkiske storklub Fenerbahce forhandler med Lille og Simon Kjær om et køb af danskeren.
Simon Kjær og Fenerbahce forhandler om et klubskifte.
Simon Kjær og Fenerbahce forhandler om et klubskifte. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Et skifte fra Lille i Frankrig til Fenerbahce i Tyrkiet kan være nært forestående for fodboldlandsholdets stopper Simon Kjær.

Istanbul-klubben meddeler tirsdag på sin hjemmeside, at den har indledt forhandlinger med både den franske klub og Kjær selv om et klubskifte.

Simon Kjær var søndag i Tyrkiet for at se på forholdene i storklubben, og danskeren var åbenbart tilfreds med det, han så ved den lejlighed.

Hvis handlen går i orden, bliver Tyrkiet det femte land, Kjær kommer til at spille i som professionel.

Han begyndte karrieren i FC Midtjylland og har siden spillet for Palermo og Roma (Italien), Wolfsburg (Tyskland) og Lille (Frankrig).

Samtidig har han i en årrække været fast inventar på det danske landshold, hvor han i lørdags mod Serbien rundede landskamp nummer 50.

Kjær kan blive femte danske spiller i Fenerbahce efter Henrik Nielsen (1989-90), Brian Steen Nielsen (1993-95), Frank Pingel (1994-95) og Jes Høgh (1993-1999).

Fenerbahce blev i sidste sæson nummer to i den tyrkiske liga.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.