Fem spædbørns lig fundet i fryser i Frankrig
Fem døde spædbørn er blevet fundet af fransk politi. Faren er anholdt, mens moren er indlagt på hospitalet.
Fem spædbørn er blevet fundet døde i et hus i Frankrig. Undersøgelser skal kortlægge, om børnene var i live, da de blev født. Arkivfoto.
Fem spædbørn er blevet fundet døde i et hus i Frankrig. Undersøgelser skal kortlægge, om børnene var i live, da de blev født. Arkivfoto. Reuters/Scanpix


Fransk politi har gjort et makabert fund i et hus i det sydvestlige Frankrig.

Fem lig fra spædbørn er torsdag blevet opdaget i en ransagning af hjemmet, oplyser en kilde tæt på efterforskningen til nyhedsbureauet AFP.

Politiet kom på sporet af sagen, da de tidligere på dagen fandt et dødt nyfødt barn i en termotaske.

Betjente ransagede huset, der ligger i Louchats-regionen nær Bordeaux, hvor yderligere fire døde babyer blev fundet.

Ifølge den anonyme kilde blev de døde børn fundet i en fryser.

Faren, der er 40 år, er blevet anholdt af politiet, mens den 35-årige mor er indlagt på hospitalet, lyder det fra kilden.

Det var angiveligt faren, der fandt tasken med det første babylig i familiens hjem.

Moren havde tilsyneladende født, da hun var alene hjemme, og var efterfølgende blevet kørt til et hospital i Bordeaux for at få "gynækologiske og psykiatriske undersøgelser".

Fredag vil retsmedicinere obducere de fem spædbørn for at fastslå, om de blev født i live.

Parret har i forvejen to døtre på 13 og 15 år.

Det værste tilfælde af tragiske drab på spædbørn i Frankrigs historie er fra 2010, da en mor indrømmede, at hun havde slået otte af sine babyer ihjel umiddelbart efter fødslerne.

I en anden sag blev en mor fængslet i 2009 for at have kvalt to drengebørn, der var blevet født i al hemmelighed i hendes hjem i Sydkorea. Derudover dræbte hun et tredje barn født i Frankrig, hvorefter hun gemte liget i en fryser.

Sagerne har i Frankrig sat fornyet fokus på fænomenet graviditets-benægtelse.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.