Mange danskere har modtaget skønhedsoperationer hos privatklinikker, som ikke har haft de nødvendige kvalifikationer til at udføre kosmetiske indgreb.
Det er kommet frem, efter Sundhedsstyrelsen har valgt at melde fem klinikker til politiet for ikke at have personale med den rette uddannelse, skriver Berlingske Tidende.
"De udsætter patienterne for fare, når de fortsætter med at behandle uden at være registreret til det og uden at have den korrekte uddannelse. Det er en alvorlig sag, og derfor er vi skredet til politianmeldelse," siger chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Anna Murphy til Berlingske Tidende.
De fem politianmeldelser er resultatet af en skærpet indsats mod de private klinikker, som blev iværksat i 2007. Her blev 134 klinikker kigget efter i krogene, og undersøgelserne viste, at hele 25 klinikker slet ikke havde registrerede læger på stedet til at udføre de forskellige operationer.
De fleste klinikker stoppede efter en påtale, men fem af dem fortsatte deres forretning og er nu blevet politianmeldt. En af sagerne er allerede afgjort. Her måtte en klinik, der fjerner uønsket hårvækst og karsprængninger, betale en bøde på 22.000 kroner