Af Lars Fogt, lafo@avisen.dk
Danmarks største leverandør af letmælk, Arla, måtte sidste år hælde fem millioner liter mælk i kloakken, fordi det indeholdt medicinrester. Det svarer til 0,13 procent af den danske råmælk.
»Det er ikke godt nok. Vi skal helt ned på nul,« siger pressechef Astrid Gade Nielsen fra Arla. Når Arla finder medicin i mælketankene, får landmanden en bøde på 3.000 kroner og frataget betaling for to dages produktion.
En ny rapport viser, at kontrollen for medicin hos landmændene er svingende. Syv gange er der ifølge mejeriernes egenkontrol fundet medicinrester i mælk. Men ofte undersøger fødevarekontrollen ikke, om landmanden er ansvarlig.
Politianmeldelse
Således er der kun uddelt en politianmeldelse af en landmand og en bøde sidste år. I den nye rapport kan man også læse, at der er en voldsom overrepræsentation af landmænd med ulovlig medicin i Viborg, hvor 14, eller tre ud af fire kontrollerede landmænd, gemte medicin. I hele Danmark havde en ud af syv landmænd ulovlig medicin stående.
»Det er mærkeligt med de mange medicinfund i Viborg. Enten har de mange problemer, eller også tolker de reglerne anderledes,« siger Merethe Guldborg fra Fødevarekontroludvalget.
Formanden for den lokale Landboforeningen Midt undrer sig:
»Det duer jo ikke med al den ulovlige medicin,« siger formand Leif Gade fra Viborg. Men også kritikken om den svingende kontrol tager Fødevarestyrelsen til efterretning:
»Vi skal have en mere ensartet kontrol,« siger direktør Anders Munk Jensen, der for tiden er ved at gennemgå veterinærkontrollen – altså af landmænd.
»Så kan den få samme overhaling som fødevarekontrollen,« siger han. Fødevarekontrollen har netop fået 58 millioner ekstra af regeringen til næste år.