Fem mænd smuglede mindst 23 mennesker til Danmark
En dommer har torsdag fængslet fem mænd, der er mistænkt for at smugle personer fra Mellemøsten til Danmark.
Københavns Politi mener, at fem mænd er skyldige i menneskesmugling. (arkivfoto)
Københavns Politi mener, at fem mænd er skyldige i menneskesmugling. (arkivfoto) Foto: JACOB EHRBAHN/POLFOTO


En gruppe bestående af fem mænd i alderen 41-50 år var torsdag bænket i Dommervagten i København sigtet for menneskesmugling.

Københavns Politi mener, at mændene har været involveret i menneskesmugling af mindst 23 personer, der er blevet bragt fra Mellemøsten til Danmark.

I nogle tilfælde er personerne blevet bragt videre til andre skandinaviske lande.

I forbindelse med torsdagens grundlovsforhør nægtede mændene sig skyldige, men dommeren stolede tilsyneladende mere på politiet.

- De er alle fem blevet varetægtsfængslet indtil 4. marts, siger central efterforskningsleder ved Københavns Politi Gunnar Nørager til Ritzau.

Af hensyn til efterforskningen - og med henvisning til grundlovsforhørets lukkede døre - vil han ikke oplyse yderligere i sagen.

Onsdag fortalte hans kollega, Carsten Ahrends, at der er tale om fire personer med dansk statsborgerskab. Den sidste mand er fra Syrien.

- Vi har efterforsket et stykke tid på denne sag, fortalte Carsten Ahrends desuden.

Han ønskede ikke at fortælle, hvor længe efterforskningen har stået på.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.