Fem grunde til at elske kaffe
Kaffe er både elsket og hadet. Her er i hvert fald fem grunde til at drikke kaffe hver dag.
Aller Media
Kaffe kan påvirke dit søvnmønster negativt, og et stof i kaffen kan give dig hjertesygdomme og gøre dig gammel før tid. Der er ikke de ting, som kaffe ikke bliver beskyldt for. Heldigvis har kaffe også en del positive effekter på en række forskellige områder. Kaffe kan eksempelvis gøre en gladere og virke mod en række sygdomme, skriver Expressen.se.
Her er fem gode grunde til at drikke kaffe.
- Kaffe opkvikker
En kop kaffe er for rigtig mange mennesker en uundværlig drik om morgenen, når øjnene er små og kroppen har svært ved at vågne. Det er naturligvis kaffens indhold af koffein, der kvikker os op, stimulerer centralnervesystemet og forstærker korttidshukommelsen, opmærksomhedsevnen og hjernens evne til at bearbejde information.
6 myter om kaffe: Læs mere på Søndag.dk
- Kaffe mod sygdom
Kaffedrikkere har ifølge et finsk-svensk studie, der har været publiceret i Journal of Alzheimer’s Disease, mindre risiko for at blive ramt af demens. Tre kopper kaffe om dagen havde desuden den effekt, at ældre kvinder fik en bedre hukommelse, og det mindskede også risikoen for at få Parkinsons med op mod 80 pct. Det skyldes, at kaffe forhindrer, at stoffet dopamin i hjernen mindskes. Parkinson sygdom skyldes netop manglen på signalstoffet dopamin.
- Kaffe mod kræft
At drikke kaffe hjælper mod brystkræft. Det har den svenske forsker Helena Jernström fastslået ved at bevise, at koffein hæmmer celletilvæksten i brystet. Kaffe kan også hjælpe de kvinder, der allerede er blevet ramt af brystkræft. Man skal have gentypen CYPIA2 og drikke mindst tre kopper kaffe om dagen for at opnå en effekt.
Lav den perfekte kop kaffe: Læs mere på Femina.dk
- Undgå galdesten
Tre kopper kaffe dagligt mindsker risikoen for at få galdesten med 40 pct. Det viser en undersøgelse fra Harvard School of Public Health med 46.000 mænd. Det er formentlig koffein, der gør, at galdeblæren tømmes oftere, så galdesten ikke sætter sig fast.
- Kaffe mod type 2-diabetes
Både kaffe med koffein samt koffeinfri kaffe kan mindske risikoen for, at man udvikler type 2-diabetes. Forskere er endnu ikke helt klar over, hvilket stof i kaffen der har den positive effekt, men det er muligvis antioxidanter eller magnesium. En undersøgelse fra Harvard School of Public Health viser, at kvinder, der drikker seks kopper kaffe om dagen, har 40 pct. lavere risiko for at få diabetes. Et svensk studie med 8.000 personer viser, at kvindelige kaffeelskere mindsker risikoen for at få type 2-diabetes med 75 pct.
Her er 5 sunde facts om kaffe: Læs mere om Femina.dk