Fem danskere klar til European Games
De danske deltagere ved European Games skal bruge de europæiske lege som en vigtig optakt til OL i Rio 2016.
Det danske hold i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, forventes i alt at tælle 65 atleter i omkring 17 idrætsgrene. De første fem er nu udpeget. Arkivfoto.
Det danske hold i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, forventes i alt at tælle 65 atleter i omkring 17 idrætsgrene. De første fem er nu udpeget. Arkivfoto. Foto: colourbox/free


Præcis 100 dage inden starten på den første udgave af det europæiske svar på OL, European Games, har Danmarks Idrætsforbund (DIF) sat navne på fem af de danske deltagere.

Det bliver kajakroeren René Holten Poulsen, BMX-køreren Simone Tetsche Christensen, triatleten Casper Stenderup samt Peter Kildegaard Andersen og Kristoffer Abell, der stiller op i beach volleyball.

Det danske hold i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, forventes i alt at tælle 65 atleter i omkring 17 idrætsgrene, og den første kvintet er billedet på, at Danmark går efter medaljer, pointerer Morten Rodtwitt, der er chef de mission for det danske hold.

- Det danske hold til European Games har i flere idrætsgrene et stort sportsligt potentiale, siger Morten Rodtwitt i en pressemeddelelse fra DIF.

For mange af de danske atleter tjener European Games som en vigtig forberedelse til OL. Flere kan endda kvalificere sig direkte til De Olympiske Lege via en guldmedalje eller indirekte via værdifulde ranglistepoint.

- European Games er for flere atleter en stor sportslig test før OL i Rio om 17 måneder.

- Det er i vid udstrækning cremen af den europæiske elite, der deltager, så i Baku får vi indikationer på, hvor konkurrencedygtige de danske atleter er i en olympisk kontekst, siger Morten Rodtwitt.

European Games afvikles fra 12.-28. juni, og 6000 atleter fra 50 europæiske lande skal dyste i 20 udvalgte idrætsgrene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.