Fem børn sad alene i sommerhus: Forældre var på tyvetogt
Far og mor fra Montenegro blev fremstillet i retsmøde i Herning efter tyveri i tøjbutik i Lemvig.
En tøjbutik i Lemvig fik onsdag besøg af et ægtepar, som sigtes for tyveri. Parrets fem børn sad og ventede i et sommerhus (arkivfoto)
En tøjbutik i Lemvig fik onsdag besøg af et ægtepar, som sigtes for tyveri. Parrets fem børn sad og ventede i et sommerhus (arkivfoto) Foto: Djurhuus Kristian/Free


Fem udenlandske børn kom i det offentliges varetægt, efter at børnenes forældre onsdag blev afsløret som tyveknægte i Lemvig.

Faren og moren blev anholdt efter tyveri i en tøjforretning onsdag eftermiddag. Parrets fem børn var med forældrene på gågaden.

Familien er fra Montenegro og er bosat i Tyskland.

- Den yngste er spæd, og den ældste er teenager, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

På grund af anholdelsen af forældrene blev Ringkøbing-Skjern Kommune alarmeret, og kommunen tog sig så af børnene, oplyser politiet.

Forældrene er blevet fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Herning torsdag ved middagstid.

Her satsede anklageren på at få sagen afgjort straks med en dom, og sådan gik det også.

- De har vedtaget en bøde på 1500 euro, altså 10.000 kroner, fortæller vagtchef Anders Olesen torsdag eftermiddag.

Derefter er faren og moren blevet løsladt af dommeren, hvorefter de atter kan tage sig af børnene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.