Der er fundet fejl og mangler på tre plejecentre i Halsnæs Kommune, som indebærer risiko for patientsikkerheden.
Det viser Embedslægens tilsyn i november og december sidste år på Hundested Plejecenter og Frederiksværk Plejecenters afdelinger Arresøparken og Solhjem.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Tilsynene har vist, at der er store udfordringer både med borgernes medicin og deres papirer. Embedslægen har samlet stillet 29 krav om forbedringer på plejecentrene. Det er en markant stigning fra året før, da tilsynene medførte 14 krav.
De 29 krav er det højeste tal de seneste fem år.
De mange fejl og mangler på plejecentrene kommer på trods af, at Halsnæs Kommune har haft ekstra fokus på plejehjemsbeboernes sikkerhed det seneste år siden en klage om misrøgt mod Frederiksværk Plejecenter, efter at en ældre kvinde døde.
- Det er ikke optimalt. Man er meget opmærksom på problemerne og på, hvad vi kan gøre ved det, siger formanden for udvalget for ældre og handicappede, Ole S. Nielsen (DF).
Han påpeger, at der er en rapport på vej om netop Frederiksværk Plejecenter, som kan danne grundlag for ændringer, ligesom man lancerer et nyt projekt, "Sikre hænder".
Hvorvidt beboerne på plejecentrene kan føle sig trygge, siger han:
- Det tror jeg godt, man kan. Vi har mange dygtige medarbejdere, men kan sagtens blive bedre.