Fejl på pointtavlen mudrer DM-semifinale i volleyball
Videooptagelser fra semifinalen mellem Holte og Brøndby viser, at hjemmeholdet fejlagtigt blev tildelt point.


Det blev en spændende afslutning på den anden DM-semifinale i volleyball for kvinder, da Holte onsdag aften hjemme besejrede Brøndby i fem sæt og dermed udlignede til 1-1 i kampe.

Men kampen har fået et efterspil. Videooptagelser fra kampen viser, at hjemmeholdet to gange fejlagtigt blev tildelt ekstra point i femte og afgørende sæt. Derfor ønsker Brøndby en omkamp.

- Vi mener, at der skal en omkamp til. De to point, Holte fik tildelt, betyder, at det reelt kun stod 13-13 i femte sæt, og kampen kunne gå til begge sider.

- Det eneste sportsligt korrekte ville være en omkamp, siger Steen Spanget, formand for Brøndby Volleyballklub, ifølge sn.dk.

Holte har anerkendt, at der er sket fejl, men om Brøndby får en omkamp er tvivlsomt, da en protest normalt skal være afleveret i umiddelbar forlængelse af kampen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.