Fejl i 1500 danske Toyota-biler
Toyota har opdaget fejl i 1500 danske biler, der alle må en tur forbi mekanikeren.
Toyota tilbagekalder 1500 danske biler og mere end tre millioner på verdensplan grundet fejl i brændstofstanken og med airbags.
Toyota tilbagekalder 1500 danske biler og mere end tre millioner på verdensplan grundet fejl i brændstofstanken og med airbags. Foto: Eugene Hoshiko/AP


Op mod 1500 danske Toyota-bilejere skal på værksted, efter den japanske bilkoncern er blevet opmærksom på en fejl i fem forskellige modellers brændstofstank.

Det oplyser pressechef i Toyota Danmark, Anders Tystrup, til Ritzau.

- I meget sjældne tilfælde kan der opstå en revne i et udluftningsfilter i brændstoftanken, som kan lække brændstof, hvis bilens tank vel at mærke er fyldt helt op, siger han.

- Der er tale om en forebyggende sikkerhedskampagne. Vi gør det for at undgå, at det sker for nogle af vores kunder, tilføjer Anders Tystrup.

I alt tilbagekalder Toyota mere end tre millioner biler på verdensplan. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Størstedelen af de tilbagekaldte biler har problemer med udluftningsfilteret i brændstofstanken.

Cirka halvanden millioner biler er dog i stedet ramt af en fejl med bilernes airbags, der ikke folder sig ordentligt ud.

De berørte bilejere i Danmark får inden længe brev fra Toyota med en indkaldelse til et værksted. Inden da er det muligt at tjekke stelnummeret på Toyotas hjemmeside for at tjekke, om ens bil er omfattet eller ej.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.