Federer sikrer Schweiz Davis Cup-triumf
Med sejren over Richard Gasquet sikrede Roger Federer historiens første Davis Cup-triumf til Schweiz.
Roger Federer sikrede søndag Schweiz deres første Davis Cup-trofæ.
Roger Federer sikrede søndag Schweiz deres første Davis Cup-trofæ. Foto: Christophe Ena/AP


Med sine 17 grand slam-titler og 82 titler på herrernes ATP-tour har Roger Federer vundet stort set alt, der er værd at vinde som tennisspiller.

Men én titel savnede hans imponerende sejrsliste, nemlig Davis Cup-titlen. Sådan er det ikke længere, for søndag sørgede Federer for at sikre Schweiz historiens første Davis Cup-triumf.

I finalens fjerde kamp vandt Federer over Frankrigs Richard Gasquet med cifrene 6-4, 6-2, 6-2.

Sejren bragte Schweiz foran 3-1, og da der spilles bedst ud af fem kampe, kan Frankrig ikke vende slaget.

Jo-Wilfried Tsonga skulle have repræsenteret Frankrig i søndagens første single, men en skade betød, at han lod sig erstatte af Gasquet.

Afløseren måtte dog give slip allerede fra begyndelsen af første sæt, og Federer var i total kontrol kampen igennem.

Efter knap to timers spil kunne han sammen med resten af det schweiziske hold fejre sejren.

Verdens nummer fire, Australian Open-vinderen Stanislas Wawrinka, havde også sin store andel i sejren, da han vandt sin single fredag, og sammen med Federer vandt lørdagens double.

Wawrinka og Federer havde ellers en opsigtvækkende uoverensstemmelse, da de i sidste weekend tørnede sammen ved sæsonfinalen i London.

Ved den lejlighed var Wawrinka fortørnet over Federers kones råb fra tilskuerpladserne, men de to spillere fik talt ud efter kampen, og kunne otte dage senere fejre en fælles triumf foran publikummet i Lille.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.