Federer og Hewitt demonstrerer nye turboregler i tennis
Roger Federer skal næste år være med til at promovere nye regler, som kan gøre tenniskampe halvt så lange.
Roger Federer skal afprøve og teste en række nye tennisregler til næste år.
Roger Federer skal afprøve og teste en række nye tennisregler til næste år. Foto: Christophe Ena/AP


Verdens nummer to i tennis, schweizeren Roger Federer, vil være med til at revolutionere sin sport med en række nye regler, der vil gøre afviklingen af kampene langt hurtigere end nu.

Det australske tennisforbund har udviklet reglerne, som Federer vil demonstrere i en opvisningskamp mod Lleyton Hewitt 12. januar.

Kampen skal spilles bedst af fem sæt, som vindes af den, der først vinder fire partier. Ved stillingen 3-3 spilles tiebreak om sættet.

Samtidig droppes reglen om fordel ved stillingen 40-40 - den, der vinder næste point, vinder partiet. Endelig udløser en eventuel netberøring i forbindelse med serven ikke en omserv.

Forventningen er, at man på denne måde kan reducere længden af en tenniskamp til under det halve.

- Tid bliver stadig mere kostbar, og derfor vil denne hurtige form for tennis passe godt til enhver spiller med en travl hverdag, siger Craig Tiley, der er direktør i det australske tennisforbund, til nyhedsbureauet AFP.

Allerede i denne uge forsøger man sig i International Premier Tennis League, der spilles i fire asiatiske byer, med kampe, der afgøres i et enkelt sæt. Her deltager danske Caroline Wozniacki også.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.