Federer kritiserer French Open-sikkerhed efter nem sejr
Roger Federer vandt i tre sæt over Alejandro Falla fra Colombia i første runde ved French Open.
Verdensstjernen Roger Federer revser sikkerheden til French Open. (AP Photo/David Vincent)
Verdensstjernen Roger Federer revser sikkerheden til French Open. (AP Photo/David Vincent) Foto: David Vincent/AP


1 time og 49 minutter. Det var alt, hvad schweizeren Roger Federer skulle bruge for at spille sig videre til anden runde i årets anden grand slam-turnering, French Open.

På turneringens åbningsdag avancerede den andenseedede Federer uden problemer med en sejr i tre sæt over colombianeren Alejandro Falla.

I 2010 var Falla tæt på at skabe sensation mod Federer i Wimbledon, hvor han førte 2-0 i sæt, men søndag var Federer klar fra start og vandt 6-3, 6-3, 6-4.

Kampen fik et efterspil. Federer var på vej ud af banen efter kampen, da en ung fan uforstyrret gik ind på banen til schweizeren for at få taget et billede med superstjernen.

Lidt mere end 10 sekunder gik der, inden nogen greb ind. Det var Federer stærkt utilfreds med.

- Jeg er ikke glad for det. Det skete også til træningen i går. Det var et barn, men så kom tre flere. I dag sker det så på Centre Court, hvor man ikke forventer, at nogen kan komme ind. Han går bare ind, og intet sker.

- Jeg tror, jeg taler for alle spillere, når jeg siger, at man gerne vil føle sig i sikkerhed, når man udfører sit job. Jeg var virkelig ikke tilfreds med det. Det var ikke en rar situation at befinde sig i, siger Federer efter kampen.

Det er ikke første gang, Federer oplever dette i French Open. I 2009-finalen kom en tilskuer ind på banen under kampen og overfaldt ham med et flag.

Når Federer i 2015-udgaven spiller anden runde, er modstanderen spanske Marcel Granollers, der søndag slog Matthias Bachinger i tre sæt.

Hvis seedningen ellers holder, skal Federer ud i et rent schweizisk kvartfinalebrag mod Stan Wawrinka, der sidste år vandt Australian Open.

Ottendeseedede Wawrinka gjorde også kort proces i første runde med sejren på 6-3, 6-2, 6-3 over Marsel Ilhan fra Tyrkiet.

Næste opgave for ham bliver serberen Dusan Lajovic.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.