Federer hiver sikker sejr hjem
Roger Federer vandt i to sæt over Kei Nishikori og er meget tæt på semifinalen.
Der skulle ikke mere end 69 minutter til, før Federer havde banket sejren hjem mod japanske Kei Nishikori.
Der skulle ikke mere end 69 minutter til, før Federer havde banket sejren hjem mod japanske Kei Nishikori. Foto: Alastair Grant/AP


Tennisveteranen Roger Federer ryster fortsat ikke på hånden ved ATP-sæsonfinalen i London.

Schweizeren vandt tirsdag eftermiddag også sin anden kamp i turneringen, da han besejrede Japans Kei Nishikori med de sikre cifre 6-3, 6-2.

Nishikori besejrede søndag Andy Murray i turneringens første kamp, men US Open-finalisten kunne ikke gentage den bedrift mod Federer.

Federer, der har vundet den prestigefyldte sæsonfinale seks gange i karrieren, var kun 69 minutter om at sikre sig sin anden tosætssejr i gruppespillet.

- Jeg forventede en meget svær kamp i dag, for alle har set, hvor godt Kei spiller i år. Jeg er meget glad for sejren og tilfreds med, hvordan jeg spillede, siger Roger Federer ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den 33-årige schweizer kan blive semifinaleklar senere tirsdag, når gruppens anden kamp er afviklet.

Det kræver, at Milos Raonic besejrer Andy Murray, eller at Murray vinder i tre sæt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.