Federer afgiver sæt i ny Wimbledon-sejr
Roger Federer tabte tiebreaken i tredje sæt, men schweizeren havde stadig kontrol over australsk modstander.
Roger Federer jagter sin ottende turneringssejr i Wimbledon.
Roger Federer jagter sin ottende turneringssejr i Wimbledon. Foto: Tim Ireland/AP


Andenseedede Roger Federer er stadig med i kampen om at vinde Wimbledon for ottende gang.

Schweizeren blev lørdag klar til 1/8-finalen i Wimbledon, efter han sejrede i fire sæt over australieren Samuel Groth, der er nummer 69 i verden.

For første gang i årets turnering måtte Federer afgive et sæt, men schweizeren vandt stadig komfortabelt 6-4, 6-4, 6-7, 6-2.

Federers næste modstander bliver spanieren Roberto Bautista Agut, der er nummer 22 i verden, men seedet som nummer 20 i Wimbledon.

Fra 2003 til 2007 vandt Federer Wimbledon fem gange i træk. Siden blev det også til sejre i 2009 og 2012, mens han i fjor tabte finalen til Novak Djokovic. Holder seedningerne i årets Wimbledon, møder de to spillere igen hinanden i finalen.

Rafael Nadals overmand i turneringen, tyskeren Dustin Brown, røg lørdag ud i tredje runde, da han tabte i fire sæt til Viktor Troicki fra Serbien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.