FCN-træner vil fortsætte ligasucces efter pokalfiasko
Kasper Hjulmand mener, at hans spillere er meget tændte før kampen mod Randers FC efter skuffelsen i Næstved.
Kasper Hjulmand vil hurtigt videre efter FC Nordsjællands pokalskuffelse mod Næstved.
Kasper Hjulmand vil hurtigt videre efter FC Nordsjællands pokalskuffelse mod Næstved. Foto: Henning Bagger/Scanpix


Fodboldklubben FC Nordsjælland har den seneste tid nydt succes i Alka Superligaen, hvor klubben ikke har tabt i seks kampe i træk.

Onsdag blev den gode periode i ligaen dog brat afbrudt af en skidt indsats i pokalturneringen.

Det skete, da Næstved, der er tredjesidst i den næstbedste række, sendte FC Nordsjælland ud med en 1-0-sejr på hjemmebane.

FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand, er opsat på, at hans hold allerede i lørdagens ligakamp ude mod Randers FC får lagt pokalskuffelsen bag sig.

- Vi skal tilbage på sporet med det samme.

- Det var meget skuffende i Næstved, men heldigvis har vi en ny kamp allerede nu, og alle er super tændte. Vi skal genfinde takterne fra de seneste superligakampe, siger Kasper Hjulmand til FC Nordsjællands hjemmeside.

Randers FC trænes af Olafur Kristjansson, som i december sidste år blev fyret i FC Nordsjælland. Herefter blev Kasper Hjulmand indsat som cheftræner i Farum-klubben for anden gang.

- Det glæder mig, at Olafur klarer sig så godt med Randers. Han er en dygtig træner, og Randers er et robust og fysisk stærkt hold.

- De har skarpe angribere og Kasper Fisker liggende som omdrejningspunkt. Defensiven er også solid, siger Kasper Hjulmand.

Randers FC er nummer fire i Alka Superligaen med 26 point for 15 kampe, mens FC Nordsjælland har 17 point på niendepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.