FCN-træner sporer fremgang trods nyt nederlag
Olafur Kristjansson trøster sig ved spillemæssig fremgang trods 0-3-nederlag til Randers FC i Alka Superligaen
Olafur Kristjansson lader sig ikke slå ud efter nederlag i Randers.
Olafur Kristjansson lader sig ikke slå ud efter nederlag i Randers. Foto: BAANER RASMUS/RASMUS BAANER


FC Nordsjælland led søndag et 0-3-nederlag, da holdet var på besøg hos Randers FC.

Nordsjællænderne kom ellers spillemæssigt fornuftigt fra start, men to Randers-scoringer i slutningen af første halvleg tog pusten fra gæsterne.

Det var anden kamp i træk, at Olafur Kristjanssons FCN-tropper måtte gå fra banen med et nederlag, men cheftræneren trøstede sig alligevel med, at han sporede fremgang i spillet.

- Præstationen var en tand bedre, hvis man sammenligner med sidste weekends nederlag til Sønderjyske. Vi kom bedre i gang, og der var balance i kampen, indtil de scorede det andet mål, siger Olafur Kristjansson.

- De første 30 minutter var tilfredsstillende, men vi gav dem et billigt mål, og det slog os ud. Da de scorede det andet mål kort inden pausen, så var det endnu mere op ad bakke.

FC Nordsjælland-træneren var godt tilfreds med det opbyggende spil, men savnede skarphed på den sidste del af banen.

- Det var især, når vi kom op på den sidste tredjedel af banen, at vi fik problemer. Vi spillede bolden fornuftigt frem i banen, men vi manglede at finde den sidste aflevering, og vi manglede bevægelse og dybdeløb.

FC Nordsjællands midtbanemand Martin Vingaard er langt hen ad vejen enig med sin træner, og også han kan se fremgang i forhold til sidste weekend.

- Vi missede en gylden mulighed for at få noget med herfra, og den mistede vi i det sidste kvarter i første halvleg, siger Vingaard.

- Vi fik ført mange af de ting, som vi har arbejdet med i ugens løb ind i kampen, men da vi var ovenpå, lukkede vi Randers ind med to scoringer i det sidste kvarter af første halvleg, og så bliver det op ad bakke.

Jeg savner, at vi vil lave mål. Vi skal tro på, at vi kan score mål, siger Vingaard.

Næste opgave for FC Nordsjælland er på søndag, når AaB gæster Farum Park.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.