FC Nordsjællands superligamandskab tog onsdag turen til Næstved i håbet om at avancere i DBU Pokalen.
I stedet blev det hjemmeholdet, der med en 1-0-sejr sikrede sig en plads i ottendedelsfinalerne i pokalturneringen.
Det sørgede Jeppe Illum for med sin scoring på et straffespark i anden halvleg.
Næstved frister en tilværelse som tredjesidst i 1. division, men det var et topmotiveret mandskab fra den næstbedste række, der tog udfordringen op.
Det mener FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand, der derimod ikke har mange roser til sine egne spillere efter nederlaget.
- Vi spillede en elendig kamp. Vi lavede utrolig store tekniske fejl. Vi udnyttede slet ikke al den plads, vi fik.
- Vi gjorde alt i alt en rigtig skidt kamp. Stor kredit til Næstved. De fortjente sejren.
- De kæmpede, som var det lige præcis en kamp på liv eller død. De gjorde det godt, og deres keeper reddede på et par vigtige tidspunkter, siger Kasper Hjulmand ifølge FC Nordsjællands hjemmeside.
FC Nordsjælland kan nu koncentrere sig om Alka Superligaen, hvor klubben lørdag møder Randers FC på udebane.
Superligaholdet fra Viborg FF måtte også se sig besejret af et hold fra 1. division, da HB Køge sendte Viborg ud af pokalturneringen ved at vinde 2-1.
Viborg har tabt fem ud af de seneste seks kampe i ligaen, og med nederlaget i pokalturneringen føler Viborg-spilleren Jeppe Grønning, at holdet er i krise.
- Jeg går ikke så meget op i de ord, men jeg tror godt, at det kan kaldes en krise.
- Vi skal tage det her meget alvorligt, for det er en alvorlig situation. Og vi kan ikke håbe på, at vi kan løse tingene til foråret. Vi skal i gang nu, siger Jeppe Grønning til Viborg Stifts Folkeblad.
/ritzau/