FCN-sportschef: Joshua John er ikke på vej væk
FC Nordsjælland kigger på midtbane- og forsvarsspillere, lige som klubben håber at beholde Joshua John.


Joshua John har tidligere udtalt, at han søger nye udfordringer, og kantspilleren er meldt tæt på et skifte væk fra FC Nordsjælland.

Sportschef Carsten V. Jensen udelukker dog, der er noget om snakken i skrivende stund.

- Jeg kan sige, at den historie er blevet blæst noget op i forhold til sandheden. Der er absolut ingen forhandlinger med nogen klub om Joshua John.

- Jeg håber, alle vores spillere har ambitioner om at komme ud at spille i større ligaer, om timingen er rigtig afhænger af, om alle interessenter kan blive enige. Der er intet om snakken med Joshua John lige nu, siger sportschefen.

Cheftræner Olafur Kristjansson ser gerne Joshua John blive i klubben og håber samtidig på forstærkninger på andre positioner.

- Joshua John er en vigtig spiller og har været det i lang tid. Jeg er glad for ham, og han er her stadigvæk. Om han er væk om to uger eller bliver, må tiden vise.

- Jeg forholder mig til de spillere, jeg har. Jeg er glad for truppen, jeg tror på spillerpotentialet, og jeg arbejder kun med dem, indtil der er nye spillere i truppen. Vi vil forstærke os i forsvaret og på midtbanen, og vi må se, om vi lykkes med det, siger cheftræneren.

Sportschef Carsten V. Jensen forklarer ligeledes, der arbejdes på at hente spillere ind til forsvaret og midtbanen.

- Status er, at vi blot har rundet 1. august, og der er en måned tilbage af transfervinduet, så vi har god tid. Vi mangler som minimum stadig at se en tilførsel til midtbanen og forsvaret, så det arbejdes der på.

- Tingene kan udvikle sig i løbet af et vindue, og der kan selvfølgelig ske noget nyt og uventet, men lige nu er det kun det, vi kigger på, siger Carsten V. Jensen.

FC Nordsjælland har i dette vindue blot hentet Bruninho til klubben. Han blev hentet i HB Køge og scorede mandag sit første mål for klubben i 2-1-sejren over AaB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.