FCN-lejr trods sejr: Vi skulle have scoret flere mål
FC Nordsjælland vandt 2-0 over Brøndby, men havde chancer til at vinde meget større, end tilfældet blev.
Joshua John bragte FC Nordsjælland foran med 1-0 mod Brøndby.
Joshua John bragte FC Nordsjælland foran med 1-0 mod Brøndby. Foto: MADS NISSEN/POLFOTO


Især Joshua John og Uffe Bech vadede i chancer, da FC Nordsjælland hjemme i Farum vandt 2-0 over Brøndby i Superligaen søndag aften.

Sejren, som var FCN's første efter seks kampe uden triumf, var for lille, erkender FCN-træner Olafur Kristjansson.

- Vi havde mange chancer i den kamp, men det er måske kendetegnende for et hold, der ikke har scoret i lang tid, at det lige handler om at få troen tilbage. Men vi må også sige, at Brøndby havde en rigtig god målmand.

- To eller tre af redningerne var ren verdensklasse. Men 2-0, det er jeg rigtig glad for, siger Kristjansson og henviser til Brøndby-keeper Lukas Hradecky, der leverede flere flotte redninger undervejs.

Inden kampen havde FCN ikke formået at score i fire kampe i træk. Joshua John bragte FCN foran 1-0 mod Brøndby, men hollænderen brændte flere store chancer og kunne i enkelte tilfælde med fordel have spillet bolden videre til Uffe Bech.

- Der var mange muligheder til at score flere mål, men jeg er bare glad for, at vi fik tre point efter seks kampe uden en sejr.

- Nogle gange går det hurtigt inde på banen. Tager du for lang tid, er chancen måske væk. Jeg gjorde det, jeg skulle gøre. Hvis en anden står bedre, spiller jeg altid den anden fri.

- Men mod Brøndby kreerede jeg mange chancer og havde et øje for mål, og jeg var tæt på målet, så jeg måtte selv forsøge, siger Joshua John.

Uffe Bech gik målløs fra banen, men er ikke sur på holdkammeraten over de manglende afleveringer.

- Jeg vil altid gerne score, og der var et par gange, hvor han kunne have spillet mig fri. Men han kom frem til nogle gode chancer selv, og han er jo angriber, og så er det okay at sparke selv.

- Den, som har bolden, skal vurdere, hvad der er bedst i den enkelte situation, og jeg havde selv en chance, hvor jeg spillede bolden videre til Morten Nordstrand. Det er forskelligt hele tiden. Jeg bærer ikke nag, siger Uffe Bech.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.