FCM's nye bomber: Dejligt med et hurtigt mål
Martin Pusic sidder alene på topscorerlistens førsteplads i Alka Superligaen efter sin scoring mod Brøndby.
FC Midtjyllands Martin Pusic kunne lade sig fejre efter sin scoring mod Brøndby.
FC Midtjyllands Martin Pusic kunne lade sig fejre efter sin scoring mod Brøndby. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


FC Midtjylland vil for alt i verden vinde det danske fodboldmesterskab for første gang, og derfor var førerholdet på rov i Esbjerg i vinterpausen for at snuppe Alka Superligaens topscorer, Martin Pusic.

Den østrigske angriber med de kroatiske rødder viste søndag aften i sin blot anden kamp for FCM, at han har taget målformen med til sin nye klub.

Pusic kom på måltavlen for første gang for midtjyderne, da han bragte FCM foran i 1-1-kampen ude mod Brøndby.

- På det mentale plan er det vigtigt at få mit første mål allerede nu. Jeg vidste, at jeg nok skulle score på et eller andet tidspunkt for FCM, men at score ude mod Brøndby i en svær kamp er skønt.

- Efter det mål kan jeg virkelig komme i gang og komme til at gøre det godt med mine holdkammerater, siger Pusic.

Med scoringen topper Pusic nu alene topscorerlisten med 10 mål. Hobros Mads Hvilsom er nummer to på topscorerlisten med ni mål.

FCM topper Alka Superligaen med ni point ned til FC København på andenpladsen. FCM kunne have været foran med 11 point, men midtjyderne formåede ikke at forsvare en 1-0-føring trods en mand i overtal i de sidste 30 minutter mod Brøndby.

Måske kan det være en fordel, siger Pusic.

- Vi ville have tre point, måtte nøjes med et, men vi kunne trække fra i toppen. Det betyder meget for os. Og måske var det godt, at vi kun fik det ene point mod Brøndby. Så er vi måske mere sultne efter tre point i den næste kamp, siger Pusic.

Da FCK søndag tabte til OB, og nummer tre - Randers FC - tabte til Silkeborg, fik FCM trukket fra i topstriden.

FCM's næste kamp er hjemme mod Esbjerg på søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.