FCM vil møde United i Herning trods enorm efterspørgsel
FC Midtjylland har ikke i sinde at flytte hjemmekampen mod Manchester United til et større stadion.
Efterspørgslen på billetter er enorm til FCM's kamp mod Manchester United, men det får ikke den danske klub til at flytte kampen til et større stadion.
Efterspørgslen på billetter er enorm til FCM's kamp mod Manchester United, men det får ikke den danske klub til at flytte kampen til et større stadion. Foto: Jon Super/AP


FC Midtjylland agter at spille mod Manchester United på sin vanlige hjemmebane i Herning, selv om fodboldklubben kunne flytte kampen til et større stadion og øge sine indtægter fra 1/16-finalen i Europa League med millioner.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

- Vi har valgt at sige, at det her er en kamp og en oplevelse for regionen. Vi skal spille på vores ægte hjemmebane og for de fans, der følger os i Alka Superligaen, siger klubbens kommercielle direktør, Jacob Jørgensen.

Han forklarer, at det både er direktionens, bestyrelsens og klubbens ejer, Matthew Benhams, ønske at spille kampen i hjemlige omgivelser.

- Vi skal spille den største kamp i klubbens historie der, hvor vi hører til, og ikke på et fremmed stadion, selv om det økonomisk ville være en bedre forretning for FC Midtjylland at flytte kampen til et større stadion, hvor vi kunne sælge tre-fire gange så mange billetter, siger Jørgensen.

Billetsalget til opgøret mod Manchester United åbner for sæsonkortholdere 18. januar, mens salget for andre begynder 25. januar.

Den første kamp i Herning spilles 18. februar, mens returkampen afvikles en uge senere på Old Trafford i Manchester.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.