FCM vil hjælpe Pusic til topscorertitel
Martin Pusic skal være ligatopscorer, og det vil FCM-holdet arbejde hårdt på sikre i sidste spillerunde.
Martin Pusic jagter topscorertitlen i Alka Superligaen.
Martin Pusic jagter topscorertitlen i Alka Superligaen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


FC Midtjyllands Martin Pusic står noteret for 16 mål i denne Alka Superliga-sæson, og dermed er han delt topscorer med Hobros Mads Hvilsom før sidste spillerunde.

Hvilsom fører topscorerlisten, fordi han har har scoret sit seneste mål før Pusic, og derfor skal kroaten på tavlen mindst én gang i den afsluttende kamp hjemme mod Sønderjyske for at kunne tage titlen.

Og det vil man gerne være behjælpelige med i FCM-lejren.

- Det vil være vigtigt (med topscorertitlen, red.). Det vil være første gang i klubbens historie, vi har en topscorer, og det håber vi meget på - for Martin og for klubbens skyld, siger cheftræner Glen Riddersholm og tilføjer:

- Martin har vist sig som en farlig angriber, og det vil være en fortjent hyldest af ham, hvis han løber med topscorertitlen. Det vil vi gerne være behjælpelige med.

Kantspilleren Sylvester Igboun er på linje med sin cheftræner.

- Alle vil være glade, hvis han bliver topscorer. Jeg håber, han scorer tre mål i den sidste kamp, så han sikrer sig titlen. Han er min holdkammerat, så selvfølgelig vil jeg hjælpe ham.

- Hvis der opstår en situation, hvor jeg har valget, så afleverer jeg helt sikkert til ham i stedet for at skyde selv, siger Igboun.

Pusic kan også regne med hjælp fra landsholdsaktuelle Pione Sisto.

- Vi ved, hvor meget det betyder for ham, så forhåbentlig kan vi hjælpe ham, siger Sisto.

Den holdning sætter hovedpersonen pris på, for titlen vil også betyde meget for ham.

- Jeg vil selvfølgelig gerne være topscorer. Det vil være en rar ting, som jeg har arbejdet hårdt for.

- Vi er et hold, og alle vil gerne hjælpe mig, og alle vil gerne hjælpe hinanden. Det er derfor vi har vundet mesterskabet, og derfor vi er det bedste hold, siger Pusic.

Pusic scorede ni af sine mål for Esbjerg i efteråret, mens det er blevet til syv scoringer i FC Midtjylland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.