FCM vågner op og slår København i håndboldligaen
Mestrene fra FCM var bagud ved pausen, men vandt sikkert udekampen mod København Håndbold med 23-17.
Helle Thomsen kunne notere sig sæsonens anden ligasejr, da FCM torsdag var på besøg i København.
Helle Thomsen kunne notere sig sæsonens anden ligasejr, da FCM torsdag var på besøg i København. Foto: BONNERUP CLAUS/free


De forsvarende mestre fra FCM Håndbold vandt efter en sløv start sikkert torsdagens udekamp mod København Håndbold.

Anført af Louise Burgaard tog de midtjyske gæster sejren med 23-17.

FCM-træner Helle Thomsens favoritter kom hurtigt bagud med et par mål, og gæsterne havde også et lille efterslæb på en enkelt scoring ved pausen.

Straks fra anden halvlegs start rykkede FCM-spillerne fra de københavnske værter, der nu har tabt sæsonens tre første kampe.

Louise Burgaard blev topscorer for gæsterne med seks mål, mens Anne Mette Pedersen var den mest målfarlige hos værterne med fire scoringer.

Mesterholdet åbnede sæsonen med et nederlag til sidste sæsons finalemodstander fra Team Esbjerg, men sidenhen er det blevet til to sejre. I weekenden vandt midtjyderne over Team Tvis Holstebro.

Silkeborg-Voel topper Boxer Dameligaen med fem point på et tidspunkt, hvor størstedelen af ligaens hold blot har spillet to kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.