FCM-træner: Vi skal frem på Esbjerg-bagkæde i DM-finale
- De har et stærkt hold på alle pladser, men deres bagkæde er godt skydende, siger FCM-træner om Team Esbjerg.
Træner Helle Thomsen fra FC Midtjylland jagter endnu en titel lørdag i første DM-finale.
Træner Helle Thomsen fra FC Midtjylland jagter endnu en titel lørdag i første DM-finale. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Når FC Midtjyllands håndboldkvinder møder Team Esbjergs ditto i den første af to DM-finaler lørdag aften, bliver det et opgør mellem grundspillets bedste forsvar og bedste angreb.

FCM-træner Helle Thomsen påpeger, at man bliver nødt til at gå frem mod Esbjergs stærke bagkæde, som har høvlet mål ind i denne sæson.

- Det er et hold, som scorer rigtig mange mål med rigtig mange profiler. Vi skal stå ordentligt defensivt, for hvis man slipper, og Esbjerg har mange med en god dag, jamen så har de vist gang på gang, at de er svære at slå, siger hun.

Spørgsmål: Skal I spille aggressivt mod dem, eller skal I være afventende?

- De har et stærkt hold på alle pladser, men deres bagkæde er jo rigtig godt skydende, og vi kan ikke bare stå og kigge på dem, vi bliver nødt til at komme lidt frem på dem, siger Helle Thomsen.

Esbjerg-bagkæden tæller blandt andet hollænderne Laura van der Heijden og Estavana Polman, svenske Johanna Ahlm og den danske landsholdsspiller Lotte Griegel.

Den første finale bliver spillet lørdag klokken 21 i Ikast. Helle Thomsen havde dog hellere startet på udebane, selv om betydningen er mindre end i europæiske kampe.

- Jeg ser det ikke som en fordel at starte på hjemmebane. Men omvendt er vi et godt udebanehold, og det har ikke så stor betydning, om man er hjemme eller ude i Danmark, som det har i Europa, siger FCM-træneren.

Spørgsmål: Hvad er et godt resultat at tage til Esbjerg med?

- Spiller du en fantastisk kamp og gør det godt, så kan du ikke leve med at komme af sted med plus en, men spiller du en mindre god kamp, så er det jo et meget godt resultat, siger Helle Thomsen.

I sidste uge vandt FC Midtjylland Cupwinners Cup-trofæet med en samlet sejr over franske Fleury Loiret. Takterne fra dobbeltopgøret mod franskmændene skal tages med i lørdagens DM-finale.

- I de kampe spiller vi, som vi har gjort hele sæsonen, og som vi gerne vil spille. Vi havde to meget gode defensive kampe, og det skal vi også have mod Esbjerg, siger Helle Thomsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.