FCM-træner: Værst tænkelige lodtrækning sportsligt set
Jess Thorup vurderer, at den næste Europa League-modstander Southampton sammen med Dortmund var den sværeste.
Træner Jess Thorup var ikke udpræget begejstret for lodtrækningen til Europa Leagues afgørende playoff-runde.
Træner Jess Thorup var ikke udpræget begejstret for lodtrækningen til Europa Leagues afgørende playoff-runde. Foto: ANDERS BROHUS/POLFOTO


FC Midtjyllands træner, Jess Thorup, havde gerne set et andet udfald af fredagens lodtrækning til playoff-runden i Europa League, hvor en plads i gruppespillet er på spil.

Lodtrækningen magede sig sådan, at engelske Southampton bliver midtjydernes næste modstander.

- I forhold til de seks mulige modstandere var Dortmund og Southampton de værst tænkelige, når man kigger på chancerne for at gå videre.

- Det blev så Southampton, så på den måde ser chancerne for at nå igennem nåleøjet, som vi drømmer om, svære ud, siger Jess Thorup.

Southampton sluttede på syvendepladsen i Premier League i den forgangne sæson. Klubben har meldt ud, at den vil prioritere at gøre en god figur på den europæiske scene.

I de seneste sæsoner har man ellers set prøver på Premier League-hold, der ikke satser fuldt ud på Europa League, men Southampton bliver ikke et nyt eksempel.

Holdet kvalificerede sig til playoff-runden ved at slå hollandske Vitesse med sammenlagt 5-0.

- Mit kendskab til dem er ikke så stort, men jeg følger selvfølgelig med i Premier League. De har meldt ud, at de satser på Europa League-turneringen, når de nu er med. Så vi kan ikke forvente et engelsk hold, der tager afslappet på det.

- Det er den sidste hurdle for dem inden gruppespillet, hvor de vil have rig mulighed for at hente international erfaring, så der er ingen tvivl om, at det bliver en stor mundfuld for os at skulle møde et hold fra måske den bedste liga i verden, siger Thorup.

Han vil se den kommende modstander an i de kommende Premier League-runder, inden han tør vurdere sit holds chance for at levere et overraskende resultat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.