FCM-træner: Storsejr må ikke blive sovepude
FC Midtjyllands håndboldkvinder skal sikre sig finalepladsen i Cupwinners Cup, mener træner Helle Thomsen.
FC Midtjyllands-træner Helle Thomsen var glad efter weekendens sejr i semifinalen i Cupwinners Cup.
FC Midtjyllands-træner Helle Thomsen var glad efter weekendens sejr i semifinalen i Cupwinners Cup. Foto: ALEKSANDAR DJOROVIC/POLFOTO


Søndagens solide FC Midtjylland-sejr på 30-23 ude over ungarske FTC-Rail Cargo i semifinalen i Cupwinners Cup bør være nok til at sikre en samlet sejr i returkampen i Ikast på lørdag.

Det kræver FCM-cheftræneren Helle Thomsen, selv om hun ikke tager let på opgaven, der kan skaffe holdet en plads i finalen.

- Det må ikke blive en sovepude for os, at vi har plus syv mål inden returkampen. FTC har et godt mandskab, så det kræver en koncentreret indsats på lørdag.

- Men med det udgangspunkt, vi har skabt os, så skal vi videre, siger Helle Thomsen i en pressemeddelelse.

Det vakte glæde hos FCM-træneren, at holdet kunne levere en så overbevisende præstation mod det ungarske storhold, der også er kendt som Ferencvaros.

- Det var et kæmpe resultat. Spillerne var disciplinerede, og alle spillede en stor kamp og bød ind på forskellige tidspunkter. Det var en kongeindsats af tøserne, siger Helle Thomsen.

FTC har ellers vist skræmmende styrke i denne sæson, hvor holdet både har besejret Champions League-favoritterne fra Györ og Teams Esbjergs banemænd fra Erd.

- Vi vidste, det var en svær udebane. Men vi stod imod det pres, der kom fra deres tilskuere.

- Vi stod godt på deres stærke bagspillere, og det gjorde, at de havde svært ved at score. Samtidig fik vi løbet godt med dem, siger Helle Thomsen.

Med hver seks scoringer var FCM-profilerne Line Jørgensen og Nycke Groot de flittigste målscorere i den komfortable sejr.

Returkampen i Ikast spilles på lørdag klokken 14.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.