FCM-sportsdirektør drømmer om et enkelt point i Napoli
Claus Steinlein, sportsdirektør i FCM, tror ikke på sejr i Napoli, og han nøjes gerne med et enkelt point.
Napoli-spillerne leverede fantastiske detaljer torsdag mod FC Midtjylland, og det får sportsdirektør til at sænke forventningerne til det omvendte opgør.
Napoli-spillerne leverede fantastiske detaljer torsdag mod FC Midtjylland, og det får sportsdirektør til at sænke forventningerne til det omvendte opgør. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Klasse fornægter sig ikke, lyder en gammel kliché, og den lever i bedste velgående efter Napolis sejr på 4-1 over FC Midtjylland torsdag i Europa League.

For selvom det spillemæssigt var en lige affære i store dele af kampen, så endte det med en klar udesejr grundlagt på tre smukke scoringer på 20 minutter i første halvleg.

- Jeg synes faktisk, vi spillede en rigtig, rigtig god kamp. Jeg sad efter 20 minutter og var super tilfreds, og jeg sad egentlig lidt med fornemmelsen af, at vi godt kunne skabe et mirakel, fortæller FCM-sportsdirektør Claus Steinlein.

Men på 20 minutter forvandlede Napoli-spillerne det fra et lige opgør til en afgjort kamp med tre scoringer.

- Det var helt vildt. Det må jeg sgu sige. Noget af det, de viste, har jeg ikke set på MCH Arena før. Der var tempo, der var fart, og der var genialiteter, lyder det fra Steinlein.

Derfor går han heller ikke med store forventninger om, at FCM-spillerne tager til Italien om et par uger og hiver tre point med hjem til Herning, når Napoli og FCM mødes i italienernes hule.

- Hvor jeg før kampen i dag (torsdag, red.) håbede på en sejr, så vil jeg nok være tilfreds med uafgjort, når vi skal derned, siger Claus Steinlein med et skævt smil på læben.

- Vi må hjem og træne lidt mere på træningsbanen, hvis vi skal matche dem. Der er en grund til, at de får ti gange så meget i løn som os.

Midtjyderne ligger med seks point fortsat nummer to i gruppen, hvilket også er nok til at gå videre fra gruppespillet.

Napoli har ni point i toppen, mens Legia Warszawa og Club Brugge blot har et enkelt point hver efter de to klubbers 1-1-kamp i Polens hovedstad torsdag.

Der resterer tre kampe for hvert hold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.