FC Midtjylland har solgt den tjekkiske landsholdsspiller Vaclav Kadlec til Sparta Prag. Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside.
Salget sker ifølge klubben i en kombination af hjemve og et økonomisk godt tilbud.
- Det er en handel, vi ikke kunne sige nej til, siger FCM's sportsdirektør, Claus Steinlein, til hjemmesiden.
- Som udgangspunkt var det slet ikke planen, at vi ville sælge Vaclav. Men han har gerne villet tættere på sin familie, og når det så kunne gå op i en højere enhed, så vi kan tjene gode penge samtidig med, at han kan komme hjem, så har vi valgt at sige ja.
Til Sparta Prags hjemmeside udtaler Vaclav Kadlec, ifølge Tipsbladet, at hjemve kun er en del af forklaringen. Han siger, at Sparta Prag har et bedre hold end midtjyderne.
- Der er langt mere kvalitet og professionalisme her end i Midtjylland. Den sekundære grund er det personlige, og nu er jeg hjemme, siger Kadlec til den tjekkiske klubs hjemmeside.
Ifølge FC Midtjylland er der økonomisk gevinst for klubben ved at sælge tjekken til Sparta Prag nu. FCM's udgift og indtægt ved de to handler med spilleren er dog ikke offentliggjort.
FC Midtjylland købte tjekken i bundesligaklubben Eintracht Frankfurt i november sidste år. Dengang blev parterne enige om en fireårig kontrakt.
Inden midtjyderne overtog Vaclav Kadlec, havde han haft svært ved at spille sig på holdet i Frankfurt. Derfor havde han været udlejet til Sparta Prag, hvor han scorede ni mål i 13 kampe.
Sparta Prag topper den tjekkiske liga efter de første fem kampe. Holdet kvalificerede sig i sidste uge til gruppespillet i Europa League. Det gjorde man ved at slå Sønderjyske ud.
Vaclac Kadlec scorede et enkelt mål, da Tjekkiet onsdag besejrede Armenien 3-0 i en venskabslandskamp.
/ritzau/