FCM-matchvinder efter sen sejr: Fantastisk at score i overtiden
Både Jakob Poulsen og Kristian Bach Bak var lykkelige over FC Midtjyllands 2-1-sejr i Aalborg.
Jakob Poulsen var ganske godt tilfreds med to scoring og tre point ude mod AaB søndag.
Jakob Poulsen var ganske godt tilfreds med to scoring og tre point ude mod AaB søndag. Foto: ANDERS BROHUS/POLFOTO


FC Midtjylland gæstede søndag AaB i en intens affære, som længe lignede en pointdeler på det våde græs i Aalborg.

Men sådan gik det ikke. I overtiden dukkede Jakob Poulsen op og sikrede med sit andet mål i kampen en 2-1-sejr til Alka Superligaens førerhold.

Det var selvfølgelig en lykkelig dobbeltmålscorer, der skulle sætte ord på sin overtidsscoring efter kampen.

- Det er fantastisk at score i overtiden. Det var en tæt kamp, og når man vinder de tætte kampe, skaber det en eufori blandt spillere og fans, siger Jakob Poulsen.

- Vi spillede med to angribere fremme og satsede på at vinde kampen til sidst. Nogle gange går det galt, men i dag gav det heldigvis pote.

AaB bragte sig ellers foran på et mål af Thomas Enevoldsen, men alligevel formåede udeholdet at tage alle tre point.

- Vi ved, at vi er stærke, og selvom modstanderen scorer, skal der ikke meget til, før vi vender det. Det var kampen i dag et godt bevis på, siger Jakob Poulsen.

Med sejren har FC Midtjylland nu hele 14 point ned til FC København på andenpladsen, og FCM-anfører Kristian Bach Bak erkender da også, at sejren i Aalborg er et stort skridt mod guldet.

- Det er et svært sted at spille mod et rigtigt godt hold, så det er klart, at det betyder meget. Vi har både held, marginaler og dygtighed i øjeblikket, og det nyder vi godt af.

- Nu skal vi hjem og se, hvordan FC København gør det i morgen, men det er en dejlig stilling lige nu, siger Kristian Bach Bak.

FC København har spillet én kamp mindre end FC Midtjylland. Københavnerne besøger mandag Silkeborg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.