FCM-målscorer Sviatchenko tror på vintersalg
Erik Sviatchenko kom på tavlen for FCM i sejren over Randers FC, og han banker på til større udfordringer.


FC Midtjyllands vikarierende anfører Erik Sviatchenko spillede endnu en god kamp og fik endda scoret, da FC Midtjylland fredag aften slog Randers FC med 2-1 i Superligaen.

Efter kampen mod Randers FC åbnede Sviatchenko selv op for, at et vinterskifte kan være undervejs.

- Det kan være, det sker til vinter. Hvis jeg bliver ved med at spille sådan her, kan det blive uundgåeligt.

- Så er det bare, om der er nogle klubber, der er villige til at betale x-antal millioner for mig, men det tror jeg nu, der er, siger Erik Sviatchenko.

Selvtillid har den 24-årige midterstopper i rigelige mængder i øjeblikket. Han åbnede måneden med et clean sheet på sin fødselsdag i kampen mod AGF, hvorefter han tog med landsholdet og scorede sit første landskampsmål mod Frankrig.

Fredag aften scorede han så igen.

- Jeg har redet på en selvtillidsbølge længe efterhånden, hvor jeg har spillet rigtig stabilt. Jeg har fået en vanvittig ro over mit spil, som jeg tror, alle kan lægge mærke til nu, siger Erik Sviatchenko.

Derfor har han også ændret sine personlige ambitioner for sit virke på det danske landshold.

- Landsholdet har været en ambition på lang sigt, men nu er det pludselig blevet en ambition på kort sigt. Jeg har haft en evne til at bygge på, og jeg er blevet bedre både efter skadespauser og kiksede udlandsophold. Det føles godt, siger han.

Erik Sviatchenko fik et ordentligt skrub, da han mødte Jonas Borrings støvleknopper, men han har allerede meldt sig klar til Europa League-kampen på torsdag mod Napoli.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.