FCM henter forstærkning i Austria Wien
FC Midtjylland har skrevet kontrakt med østrigeren Daniel Royer fra Austria Wien.
FCM-træner Glen Riddersholm kan glæde sig over tilgangen af østrigske Daniel Ryoer fra næste sæson.
FCM-træner Glen Riddersholm kan glæde sig over tilgangen af østrigske Daniel Ryoer fra næste sæson. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Dagen efter at FC Midtjylland sikrede sig det første mesterskab i klubbens historie, har den midtjyske klub sikret sig den første forstærkning til næste sæson.

Den østrigske klub FK Austria Wien bekræfter på klubbens hjemmeside, at man har solgt Daniel Royer til de danske mestre, og midtjyderne bekræfter også selv aftalen via en fondsbørsmeddelelse.

- Superligaklubben FC Midtjylland har skrevet kontrakt med den 25-årige østrigske landsholdsspiller Daniel Royer. FC Midtjylland henter Daniel Royer i den østrigske klub Austria Wien og har underskrevet en fireårig kontrakt gældende indtil den 30. juni 2019, står der i meddelelsen.

Til FC Midtjyllands hjemmeside fortæller Royer, hvorfor han har valgt at skifte til de danske mestre.

- Jeg faldt for to ting. Dels spillestilen, der lige er mig. Det er en fornøjelse at se holdet spille. Og dels atmosfæren i klubben. Det er vist lidt som en familie. Det var også det, jeg havde hørt på forhånd, siger Daniel Royer.

Sportsdirektør i FCM Claus Steinlein glæder sig over, at holdet har fået en spiller, som kan dække begge sider som kantspiller.

- Det er en klar fordel, at Daniel både kan spille højre og venstre kant, så fodboldmæssigt passer han rigtig godt ind. Og så er han tillige en god fyr med erfaring fra Champions League, forklarer sportsdirektøren.

Daniel Royer står noteret for seks landskampe for det østrigske landshold, og han har tidligere spillet for blandt andet Hannover 96 og FC Köln i Tyskland.

Royer tiltræder i FCM 1. juli 2015.

FCM skriver i fondsbørsmeddelelsen, at købet ikke påvirker forventningerne til regnskabet 2014/2015.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.