FCM Håndbold møder Jan Pytlick i Champions League
FCM Håndbold trak Jan Pytlicks HC Vardar i gruppespillet i næste sæsons Champions League.
Helle Thomsen og FCM Håndbold var topseedet i fredagens Champions League-lodtrækning.
Helle Thomsen og FCM Håndbold var topseedet i fredagens Champions League-lodtrækning. Foto: /Polfoto


De danske mestre i kvindehåndbold, FCM Håndbold, kan se frem til at møde et velkendt ansigt, når holdet til efteråret skal spille Champions League.

Ved fredagens lodtrækning i Wien blev det klart, at én af midtjydernes tre modstandere i gruppespillet bliver HC Vardar fra Makedonien, som har den mangeårige danske landstræner Jan Pytlick i trænerstaben.

Pytlick tiltrådte i begyndelsen af februar i den makedonske hovedstadsklub, som bliver betegnet som lidt af et galehus.

Forinden havde klubben haft en anden dansker - Kim Rasmussen - på lønningslisten, men den ansættelse holdt mindre end en måned.

Klubben har dog økonomiske midler til at tiltrække prominente navne og stiler efter at vinde Champions League.

Vardar har op til den kommende sæson blandt andre sikret sig den tidligere Viborg-serber Sanja Damnjanovic.

FCM Håndbold var topseedet til lodtrækningen, som placerede holdet i gruppe C. Ud over HC Vardar bliver modstanderne Hypo Niederösterreich fra Østrig og et endnu ukendt hold fra kvalifikationsturneringen.

Netop kvalifikationskampe er, hvad der venter på de danske vicemestre, Team Esbjerg.

Træner Lars Frederiksens tropper har mulighed for at komme med i håndboldens fineste selskab for første gang, men skal over en omvej for at komme ind i hovedturneringen.

Vestjyderne er kommet i gruppe med HCM Baia Mare fra Rumænien, BNTU-BelAZ Minsk fra Hviderusland og Ankara Yenimahalle BSK fra Tyrkiet.

Team Esbjerg er topseedet og spiller semifinale mod fjerdeseedede Ankara Yenimahalle BSK.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.