FCM Håndbold forlænger med landsholdsspilleren Burgaard
Louise Burgaard har skrevet under på en kontraktforlængelse, så den løber til udgangen af næste sæson.
Louise Burgaard (th.) har forlænget kontrakten med FCM Håndbold og samtidig sløjfet en afskedsklausul.
Louise Burgaard (th.) har forlænget kontrakten med FCM Håndbold og samtidig sløjfet en afskedsklausul. Foto: Ole Nielsen/Scanpix


Landsholdsspilleren Louise Burgaard har forlænget sin kontrakt med FCM Håndbold.

Kontrakten løber herefter til sommeren 2018.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse fredag.

Den venstrehåndede Burgaard er i gang med sin anden sæson hos midtjyderne, hvor hun ifølge sportsdirektøren er blevet en kulturbærer.

- For os handler det om, at Louise Burgaard er en central del af FCM Håndbold. Både i spillet og i kulturen.

- Vi vil gerne bevare kontinuitet i spillertruppen, og der er hun helt klart en central spiller, siger sportsdirektør Stefan Kristensen.

Louise Burgaard er netop fyldt 24 år. Hun havde en klausul i den nu tidligere kontrakt, der gav begge parter ret til at ophæve samarbejdet i det tredje år.

Den klausul er nu sløjfet, oplyser klubben.

Louise Burgaard er glad for, at fremtiden er kommet på plads.

- Jeg er rigtig glad for det, for jeg er glad for at være i FCM. Det giver mig noget ro, at jeg kender min fremtid. Det er jeg meget glad for, siger Louise Burgaard.

I store dele af den seneste sæson var hun ude, fordi hun var fysisk og psykisk belastet.

24. oktober vendte hun tilbage på damelandsholdet for første gang siden VM sidste år.

Det skete, da hun blev udtaget til Klavs Bruun Jørgensens EM-bruttotrup.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.