FCM Håndbold forlænger med landsholdsprofil
Stine Jørgensen bliver hos midtjyderne i yderligere to sæsoner. Også Mie Augustesen har forlænget kontrakten.
FCM Håndbold har forlænget aftalerne med Stine Jørgensen og Mie Augustesen.
FCM Håndbold har forlænget aftalerne med Stine Jørgensen og Mie Augustesen. Foto: BONNERUP CLAUS/Polfoto


FCM Håndbold har onsdag forlænget kontrakten med landsholdsprofilen Stine Jørgensen.

Venstrebacken havde en option i sin kontrakt, men hun har valgt at forlænge med klubben frem til sommeren 2017.

- Stine har haft høj prioritet for os. Hun er landsholdets foretrukne venstreback, så der er ingen tvivl om, at hendes kvaliteter matcher de ting, vi vil i FCM.

- Både på og uden for banen er Stine et vigtigt omdrejningspunkt, og vi er glade for, at hun vil fortsætte sin udvikling hos os, siger FCM-sportschef Hans Peter Riis til klubbens hjemmeside.

Stine Jørgensen er glad for at have en bærende rolle på holdet, der sluttede som nummer to i grundspillet i Boxer Dameligaen.

- Når man har en option, er man nødt til at overveje sine muligheder, men min mavefornemmelse sagde hurtigt, at jeg skulle blive i FCM og fortsætte det arbejde, vi er i gang med.

- Jeg får lov til at tage meget ansvar, og det er med til at udvikle mig. Jeg er glad for den tillid, jeg får. Jeg har udviklet mit forsvarsspil meget, og jeg har lært meget, siden jeg kom til FCM, siger hun.

FCM Håndbold har også forlænget kontrakten med venstrefløjen Mie Augustesen. Hendes nye kontrakt løber ligeledes frem til sommeren 2017.

- Mie kom sidste år og har haft en fin første sæson i FCM. Hun er professionel i alt, hvad hun laver, og det er med til at hive de andre med.

- Vi vil gerne stå for kontinuitet, og derfor var det også naturligt for os at forlænge aftalen, siger Hans Peter Riis.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.