FCM-anfører: For dårligt at give de chancer væk
FC Midtjylland balancerede på randen af fiasko mod Lincoln, og anføreren var ikke tilfreds med indsatsen.
Jesper Lauridsen og resten af FCM-forsvaret gav et par store chancer væk i slutminutterne mod Lincoln.
Jesper Lauridsen og resten af FCM-forsvaret gav et par store chancer væk i slutminutterne mod Lincoln. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


FC Midtjylland formåede kun at vinde 1-0 hjemme over Lincoln Red Imps FC fra Gibraltar i det første af to opgør i anden runde af Champions League-kvalifikationen, og FCM-anfører Erik Sviatchenko var skuffet over indsatsen.

Ikke kun fordi holdet spillede en skidt kamp, men også fordi FCM var tæt på at blive ramt af en udligning til sidst.

- Det er for dårligt, at sådan et hold kan skabe så store chancer mod os, siger Sviatchenko til TV3 Sport efter kampen med henvisning til de store muligheder, Lincoln skabte i slutminutterne.

- Vi skal se indad, men 1-0 er trods alt også bedre end ingenting, lyder det fra anføreren.

FCM-matchvinder Morten "Duncan" Rasmussen var heller ikke tilfreds med indsatsen, men ligesom sin anfører er han også fortrøstningsfuld omkring, at holdet nok skal sikre sig videre avancement i returkampen.

- Vi skulle have vundet større i dag, men vi skal nok gå derned og køre den hjem, siger målscoreren.

- Men vi gjorde det ikke godt nok i dag, erkender han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.